Nyt, stort, bæredygtigt byggeri på vej i Vision Park

Nyt, stort, bæredygtigt byggeri på vej i Vision Park

Første spadestik er taget til endnu et bæredygtigt erhvervsbyggeri i Vision Park syd for Kolding. Denne gang bygger Vision Properties, der er ejet af Lars Larsen Group og Schou Family Invest, administration og showroom til Schou Company. Dermed får Nordens største nonfood-engrosvirksomhed samlet alle sine danske aktiviteter i Vision Park.

Det var den største erhvervshandel i Kolding Kommunes historie, da Vision Properties for godt to år siden købte de 43,5 hektar jord syd for Kolding, som fik navnet Vision Park. Selskabet har allerede bygget 100.000 kvadratmeter logistikcenter til Schou Company i parken.

Begejstret borgmester

Nu følger knapt 15.000 kvadratmeter administration og showroom, og det glæder borgmester Knud Erik Langhoff, der onsdag var med til at tage første spadestik til det nye byggeri.

”Det er dejligt, at en så stor og traditionsrig virksomhed som Schou Company på den måde samler alle sine danske aktiviteter og medarbejdere i Vision Park og dermed understreger sit engagement i Kolding. Samtidig er det positivt, at byggeriet bliver opført efter meget høje bæredygtige standarder,” siger borgmesteren.

En samlet virksomhed

Også Jørgen Schou, der er medejer af Vision Properties og ejer af Schou Company, glæder sig over, at spaden nu er sat i jorden til det næste store byggeri i Vision Park.

”Det har hele tiden været drømmen at få samlet alle Schou Companys aktiviteter og medarbejdere i Vision Park. Medarbejderne får mere plads, langt bedre arbejdsforhold og masser af muligheder for sportsaktiviteter og naturoplevelser,” sagde han efter spadestikket, som også formanden for Plan- og Teknik-udvalget, Jakob Ville og direktør for hovedentreprenøren, Daugaard Pedersen, Jan Riis Nielsen, tog del i.

Schou Companys nye administrationsbygning skal stå færdig i maj 2026. Den kommer til at huse cirka 400 administrative medarbejdere og et kæmpe showroom med isenkram, havemøbler og gør-det-selv-produkter til hus og have, som Schou Company indkøber, sælger og distribuerer for milliarder af kroner hvert år.

Fakta om byggeriet i Vision Park:

  • Schou Companys nye logistikcenter er allerede opført og taget i brug i Vision Park.
  • Logistikcenteret dækker et areal på 100.000 m2, hvoraf de 5.000 m2 er højlager på 42 m.
  • Centeret kan rumme 135.000 paller med varer og har 56 ramper rundt om bygningen.
  • 30 lastbiler tømmes dagligt for varer i logistikcentret.
  • Logistikcentret er som den første logistikbygning i verden DGNB-Guld-certificeret.
  • Den nye administrationsbygning på 7.500 m2 samt 6.400 m2 showroom kommer til at rumme 400 arbejdspladser, produktionskøkken og kantine samt Schou Sportscenter med fitness, padel og pickelball.