Mød Rasmus Munk Lauritsen// Purchase Trainee, Outdoor Furniture
”Sug al den læring til dig, du kan!”
Når man møder Rasmus, er det med et åbent smil og et glimt i øjet. Han har været hos Schou siden februar 2024, og selvom han stadig er trainee, har han allerede sat sit præg på både indkøbsafdelingen og huset. "Der er virkelig mange muligheder for at lære og udvikle sig hos Schou – især som trainee. Mit bedste råd til andre trainees er: Sug al den læring til dig, du kan!"
Læring, ansvar og engagement
“I indkøb har vi mange snitflader, så derfor er jeg tit rundt i huset for at tage en snak med bl.a. salgsafdelingen. Jeg har også ofte kontakt med vores leverandører i Fjernøsten. Ellers består min dag af mails, tjekke vareprøver og svare på forespørgsler.”
For Rasmus er det ikke kun opgaverne, der gør jobbet spændende, men også det ansvar, han får lov til at tage: “Selvom jeg er trainee, arbejder jeg med en bred vifte af opgaver, der hver især kræver ansvar og engagement. Det giver virkelig en lærerig og motiverende hverdag.”
Fra butiksgulv til store ordrer
Vejen til stillingen gik via en EUX Business på Campus Vejle, hvor Rasmus valgte retningen B2B Handel. “Jeg startede egentlig som sælger i detailbranchen,” fortæller han, “men da jeg så, at Schou søgte en indkøbselev, blev jeg meget interesseret. Det er sjovt både at have prøvet at sælge havemøbler til slutkunder og nu at skulle indkøbe dem. Og jeg synes, det er fedt, at vi håndterer så mange ordrer og en stor volumen til nogle af Europas største retailkæder.”
Stærkt fællesskab, også efter arbejde
”Det sociale fællesskab er virkelig stærkt her”, fortæller Rasmus, ”der er altid en god stemning og atmosfære, og vi samarbejder på kryds og tværs i hele huset. Det har givet nogle gode kolleger og venskaber her, og det gør helt klart hverdagen sjovere og mere motiverende.”
“Jeg synes også, det er fantastisk, at vi har fået vores egen padelbane hos Schou,” siger han med et grin. “Det er super fedt at have mulighed for at spille med eller mod sine kolleger.”
Energi og balance i fritiden
Også privat er Rasmus aktiv og social. Han spiller padel, løber og prioriterer hygge og gode grin med sine venner og sin familie. “Jeg kobler bedst af efter en god løbetur – og jeg ser også en del fodbold med vennerne, eller jeg slår dem i en omgang Fifa.”
Rasmus’ rejse er først lige begyndt, og vi glæder os til at være med på vejen.