Et måltid med mening – nyt skolemadskøkken skaber tryghed og trivsel i Kenya

Gakando Primary School har siden 2020 været omdrejningspunkt for et hjerteprojekt hos os. Skolen, der ligger i den lille landsby Gakando i Kenya, var i kritisk stand – med utætte tage, mudrede gulve, slidte møbler og manglende adgang til rent vand og toiletforhold.
Sammen med Human Practice Foundation har vi med vores donationer bidraget til en gradvis forvandling: fra nye klasselokaler og lærematerialer til digitale redskaber og forbedrede udendørsarealer. Og nu – et skolemadskøkken, der hver dag giver børnene energi til at lære og lege.
Vores samarbejdspartner, Human Practice Foundation, bygger og renoverer skoler i nogle af verdens mest udsatte områder. De tror – ligesom vi – på, at skolen er det bedste sted at starte, hvis man vil skabe varig forandring. Alle børn fortjener adgang til kvalitetsuddannelse. Dette arbejde er en del af de 17 Verdensmål, som vi i Schou støtter op omkring.
Vi mærker engagementet tydeligt blandt vores kollegaer. Hvert år arrangerer vi en indsamlingsuge fyldt med aktiviteter som kagesalg, tombola, loppemarked og yoga – alt sammen for at samle midler ind til projektet i Gakando Primary School. Det er en uge med fællesskab og kreativitet, hvor hver en krone gør en forskel.
Og i Gakando Primary School står der nu et nyt skolemadskøkken, som hver dag sikrer nærende måltider til over 100 skolebørn. Et sted, der tidligere kæmpede med utrygge forhold, har nu – i tilknytning til den renoverede skole – fået et rent, moderne og energibesparende køkken.
Som Mr. Naphtali Muriithi, der selv engang gik på Gakando Primary School og nu underviser der, begejstret udtalte:
“Det nye køkken er en velsignelse for vores elever og hele lokalsamfundet.”